DKDM's Årsfestkoncert 2020

Hendes Majestæt Dronningen var til stede ved konservatoriets årsfestkoncert

Hendes Majestæt Dronning Margrethe II er protektor for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og hun gæstede DKDM's traditionsrige årsfestkoncert fredag 20. november 2020.

Programmet blev indledt med Beethovens Leonore-ouverture, derefter opførtes to nye værker: trompetkoncerten ”one by one” af den nyuddannede DKDM-komponist Connor McLean med Victor Koch Jensen som solist samt et bodypercussionværk af Rune Thorsteinsson ”Snap Clap Boom Ungh Zib”. Efter de to uropførelser holdt rektor Uffe Savery sin årsfesttale, og aftenen blev rundet af med Tjajkovskijs 4. symfoni.

Ved årsfestkoncerten medvirkede DKDM’s Symfoniorkester og i Thorsteinssons værk også studerende fra Almen Musiklæreruddannelsen. Det hele blev dirigeret af Julien Salemkour. Som noget nyt var årsfestkoncerten også åben for skolebørn, som blev inviteret ind for at høre highlights fra koncerten ved en generalprøve fredag. Årsfestkoncerten blev gentaget lørdag, og der var også mulighed for at opleve den via livestream.

Se mere på kongehuset.dk

Hent detaljeret program

Foto: Britt Lindemann