Musik på trappen

DKDM-studerende Nanna Treu og Josefine Weber Hansen spiller uformelle koncerter i trappeopgange

Kandidatstuderende Nanna Treu (violin) og Josefine Weber Hansen (sang) fik i april en ide til et projekt, som kunne bringe den klassiske musik ud til et nyt publikum trods coronapandemiens krav om afstand.

MUSIK PÅ TRAPPEN er uformelle koncerter i trappeopgange, hvor beboere åbner deres døre og sidder i egen entré, mens de oplever klassisk musik live. På den måde kan de - med afstand og uden at samles - mødes om musikken.

For de unge musikere har det været forfriskende at komme ud til en ny "koncertsal" hver gang, helt uden at kende akustikken eller publikum på forhånd. I opgangene har de både mødt vante koncertgængere, der savner at gå til koncert, samt børn og voksne, der aldrig har været til en klassisk koncert før. Alle steder er de blevet bekræftet i, hvor meget glæde, nærvær og fællesskabsfølelse en livekoncert spreder - og som bonus har folk været glade for en lejlighed til at snakke med naboen.

Nanna Treu og Josefine Weber Hansen har indtil videre spillet 22 koncerter for mere end 200 lejligheder i København og omegn og har 24 koncerter i kalenderen henover sommeren. Håbet er, at konceptet vil leve videre, også efter at pandemien er overstået. MUSIK PÅ TRAPPEN er støttet af Aage og Johanne Louis Hansens-Fond, Augustinus Fonden samt Gramex og DMF.

Link til artikel om MUSIK PÅ TRAPPEN i Albertslund