Etisk værdisæt

DKDM har fokus på at skabe en sund og givende fælles kultur og identitet for konservatoriet baseret på åbenhed og tryghed. Principperne herfor har vi nedfældet i vores etiske værdisæt.

Det etiske værdisæt er et sæt værdier og standarder, som har til formål at skabe en fælles kultur for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium som en videregående kunstnerisk uddannelsesinstitution. Det etiske værdisæt skal bidrage til at skabe og understøtte en fælles ånd og identitet, som vi kan være stolte af. Det etiske værdisæt er gældende for alle med relation til konservatoriet, heriblandt studerende, undervisere, gæsteundervisere, teknisk-administrativt personale, ledelsen og samarbejdspartnere samt andet tilknyttet personale.

ETISKE VÆRDIER

Det Kongelige Danske Musikkonservatorium uddanner musikere til et dansk og internationalt musikliv. Vi agerer i en global virkelighed, hvor mangfoldighed og nysgerrighed er en styrke. Vores kultur understøtter en åben dialog, som er kendetegnet ved tillid og tryghed.

Den klassiske musik er en traditionsrig og samtidig dynamisk kunstart, karakteriseret ved stadig fornyelse. Klassisk musikudøvelse er en kollektiv kunstart, hvor alle aktører er afhængige af hinanden, men hvor de sublime musikalske oplevelser også næres af udfoldelsen af det unikke kunstneriske talent.

Alle på DKDM har et ansvar for at skabe et fællesskab som grundlag for udfoldelsen af det individuelle kunstneriske potentiale. Konservatoriet er et sted, hvor vi er opmærksomme på hinanden, og hvor den enkeltes trivsel og realisering af sine kunstneriske muligheder har værdi. Vi understøtter den enkeltes ret til inden for rammerne af det musikalske kollektiv at fremme det fulde potentiale af det individuelle talent uanset niveau og færdigheder, personlige relationer, kunstneriske tilgange, præferencer eller kulturel baggrund.

Det Kongelige Danske Musikkonservatorium er kendetegnet ved en inkluderende og anerkendende kultur og tolererer ikke diskrimination, mobning, magtmisbrug eller krænkende adfærd rettet mod et individ eller specifikke grupper.