Boris Berman

Fredag den 22. november 2013

Adjungeret professor Boris Berman

Tiltrædelseskoncert og masterclass med pianisten Boris Berman

Det Kongelige Danske Musikkonservatorium har tilknyttet en ny adjungeret professor på klaver. Det er en af de største internationale kapaciteter på instrumentet, der fra dette semester tiltræder i rollen som adjungeret professor og dermed de næste år vil få et tæt samarbejde med studerende og lærere på DKDM.

Boris Berman er en af nutidens allermest produktive pianister, han har indspillet et væld af plader på de største plademærker som Deutsche Grammophon, Philips og Chandos, og hans koncertaktivitet og store efterspørgsel som underviser fører ham til stadighed kloden  rundt. Det er et scoop, at DKDM kan tilknytte en kunstner af Bermans format til institutionen.

Boris Bermans indtrædelseskoncert er torsdag den 28. november kl. 19.30 i Konservatoriets Koncertsal, og på programmet står to sonater for soloklaver af Prokofiev samt Sjostakovitjs klaverkvintet. Bermans medspillere i klaverkvintetten er en strygekvartet fra DKDM, Nordic String Quartet, så her er en unik mulighed for at høre en verdensstjerne i samspil med nogle af DKDM's største talenter.

Sonaterne af Prokofiev indgår i Boris Bermans samlede indspilning af Prokofievs klaverværker på plademærket Chandos. Denne gigantiske præstation, 9 cd'er, har placeret Berman som en af samtidens største kendere af Prokofievs klavermusik, ikke mindst pga. hans bog "Prokofievs Piano Sonatas - a guide for the listener and the performer".  Derfor vil det sikkert have interesse for mange at opleve Berman undervise DKDM-studerende i musik af netop Prokofiev og Sjostakovitj tirsdag den 26, onsdag den 27. og fredag den 29. november på DKDM. Program for masterclassen kan ses i DKDM's koncertkalender.

Bermans besøg indgår som en del af en koncertrække, hvor klaverstuderende på DKDM spiller solo- og kammermusikværker af Prokofiev og Sjostakovitj. Koncerterne finder sted på DKDM's Studiescenen fredag den 29. november, mandag den 2. december. og torsdag den 5. december. Koncerterne introduceres af musikredaktør ved Berlingske Tidende, Søren Schauser.

Læs mere i DKDM's koncertkalender.