Loussine Azizian

Fredag den 19. april 2013

Violindebut i Koncertsalen

Loussine Azizan spiller værker af Bach, Ysaye, Stravinsky, Bezborodko og Bottesini
Når violinisten Loussine Azizian debuterer i Konservatoriets Koncertsal onsdag d. 24. april har hun sin far med på scenen. Som datter af en violinprofessor er æblet ikke faldet langt fra stammen. Og Loussine Azizian kæmper aktivt for, at også de næste generationer får kendskab til klassisk musik.

Der er dem, der lader stå til. Og så er der dem, der handler. Loussine Azizian hører til de sidste. Da diskussionerne om nedskæringer i den klassisk musik nåede nye højder for et års tid siden, tog hun initiativ til foreningen Støt Klassisk Musik i Danmark. Hun stablede projektet på benene sammen med sine medstuderende og kolleger for at skærpe opmærksomheden på den klassiske musiks vilkår og lavede gratis koncerter landet over med light-klassiske programmer, tilpasset nybegynder-lytteren ud i klassisk musik.

Loussine Azizian er født i Armenien i 1986. Hun begyndte at spille violin, da hun flyttede til Danmark som 7-årig og er blevet undervist af sin far, professor Serguei Azizian, i løbet af hele sit studie. I juni 2010 afsluttede hun sin kandidat på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og blev efterfølgende optaget i solistklassen samme sted. Sideløbende med sine studier i Danmark har hun modtaget undervisning på Universität für Musik und darstellende Kunst i Wien hos professor Gerhard Schulz, medlem af Alban Berg Kvartetten.

Hun har vundet samtlige førstepræmier i de danske børne-unge musikkonkurrencer. I 2002 vandt hun 4. Præmie i den internationale musikkonkurrence, Coupe Mondiale. Året efter, i 2003, stod hun som vinder i den prestigefyldte internationale musikkonkurrence “Jeunesses Musicales” i Bukarest.

Læs mere om debutanten her