Kristian Krogsøe

Stilling
gæsteprofessor
Uddannelsesretning
Orgel og kirkemusik
Fagområde
Orgel og kirkemusik
Område
Undervisning

Kristian Krogsøe er født i 1982 og uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium og Universität der Künste i Berlin. Han har siden 2007 været ansat som domorganist i Aarhus og har siden 2009 undervist på Det Jyske Musikkonservatorium i såvel liturgisk som solistisk orgel, først som timelærer og siden 2021 som adjunkt.

Kristian Krogsøe har markeret sig som koncertorganist på et særdeles højt niveau, og hans koncerter og cd-indspilninger har høstet stor anerkendelse såvel nationalt som internationalt. Han har været solist i prestigefyldte orgelfestivaler, og han har været solist med anerkendte dirigenter symfoniorkestre.

I 2012 udgav Kristian sin første cd med Duruflés orgelværker, Requiem og de 4 motetter i samarbejde med domkirkens kor og daværende domkantor, Carsten Seyer-Hansen. Indspilningen vandt den tyske kritikerpris ”Preis der deutschen Schallplattenkritik”.

I 2016 udkom cd’en ”A Tribute to Bach” med værker af J. S. Bach (transskriptioner), Liszt og Reger. Kristeligt Dagblads anmelder Peter Dürrfeld kaldte cd’en ”et brag af en orgelplade” og tildelte den 6 af 6 stjerner. Det engelske musiktidsskrift The Gramophone skrev: ”Krogsøe’s virtuoso performances make light work of the technical demands”.

Kristian har optrådt som solist med Aarhus Symfoniorkester ved forskellige lejligheder, og i 2008 medvirkede han som solist i Berliner Staatsopers opsætning af Busonis opera Doctor Faust under ledelse af Daniel Barenboim. Derudover har han samarbejdet med DR Vokalensemble dirigeret af Marcus Creed og Den Jyske Operas kor.