Musikteori
Musikteoripædagogik og fagligt udviklingsarbejde
Med en kandidatuddannelse i musikteori bliver du først og fremmest rustet til et professionelt virke som teoriunderviser på alle niveauer, for eksempel på MGK-centre, kirkemusikskoler og musikkonservatorier. Sigtet med uddannelsen er primært pædagogisk, men den indeholder også elementer, som understøtter fremtidigt musikteoretisk udviklingsarbejde.
Gruppen af studerende i musikteori vil være relativt lille, men du kommer til at indgå i et miljø med studerende fra beslægtede uddannelser som hørelære, almen musiklærer og komposition.
Uddannelsens indhold
Det primære redskab i musikteoristudiet er analyse, hvorigennem vi studerer for eksempel form, harmonik, melodik stil og æstetik. Vi lægger desuden stor vægt på den studerendes egen beherskelse af satsteknik inden for forskellige genrer og stilarter fra renæssancen og frem til vor tid.
At blive en god underviser i faget kræver desuden litteraturkendskab og fordybelse i didaktik og formidlingstraditioner, hvorfor disse elementer også indgår i uddannelsen.
Under studiet opbygges desuden viden om udviklingen inden for kunstnerisk forskning og refleksion i relation til musikteori og musikteoripædagogik.