Masterclass Hans Jørgen Jensen

Oplev den danske celloprofessor ved Northwestern University School of Music, Chicago, give masterclass for DKDM-studerende
Dato
Lørdag den 9. maj 2026
Tid
11.00 — 14.00
Sted
Studiescenen, Rosenørns Allé 22, 1970 Frederiksberg C
Venue
Studiescenen
Entré
Gratis adgang (Ingen reservationer)

Tidsplan (med forbehold for ændringer)

11.00 Malte Brix Frandsen 

11.45  Hedda Aadland 

12.30 Arthur Daems

13.15 Lara Biancalana 


Cellisten Hans Jørgen Jensen er professor ved Northwestern University School of Music i Evanston, Chicago, Glenn Gould Institute, Toronto samt Mercer University School of Music, Macon, Georgia. Publikum får nu mulighed for at opleve dette helt særlige undervisningsikon, som underviser i Danmark for første gang siden 2010.

Karriere
Siden Hans Jørgen Jensens første ansættelse som professor på University of Houston 1979-1987, har han arbejdet sig op som den måske vigtigste amerikanske celloprofessor, og han er i dag professor ved Northwestern University, Chicago, Northwestern University School of Music i Chicago, Glenn Gould Institute, Toronto samt Mercer University School of Music, Georgia. Hans studerende har besat stillinger i mange amerikanske orkestre, herunder New York Philharmonic, Chicagio Symphony, The Cleveland Orchestra og mange andre, og hans anerkendte pædagogiske tilgang videreføres af en lang række tidligere studerende, som underviser ved amerikanske og internationale konservatorier og universiteter. 

Han overtog i 70’erne cello-stillingen på Meadowmount School of Music efter den legendariske cellist Leonard Rose, hvor han hver sommer lige siden har undervist hundredvis af cellister i verdensklasse, herunder også prominente danske navne.

Baggrund
Hans Jørgen Jensen er den hidtil eneste danske celloprofessor, som er udklækket i Nordjylland. Hans far var "foder- og koncertmester"; fodermester på familiens landsted udenfor Aalborg, og koncertmester i Aalborg Symfoniorkester. Hans Jørgen Jensen begyndte først som 15-årig at spille cello, men øvede sig så grundigt at han allerede i en alder er 17 år blev optaget på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, hvor han studerede hos superlæreren Asger Lund Christiansen. Sidenhen rejste han til New York for at studere videre hos legendariske Leonard Rose på The Juilliard School of Music. Rose så hurtigt danskerens store undervisningstalent og udnævnte ham til sin assistent, hvilket blev den første store amerikanske blåstempling. Terningerne var kastet i forhold til hans videre amerikanske karriere.

Indflydelse
Toke Møldrup udtaler: "Som en af hans 50 (!) ugentlige elever i begyndelsen af årtusindet oplevede jeg en fuldstændig ændring i måden at se celloen på, og han har afgørende præget mit eget pædagogiske udgangspunkt. Selvom han med årene har skåret lidt ned på undervisningen ligger han stadig længder foran andre celloprofessorer alene hvad angår det ugentlige antal af højniveau-studerende og elever og deres karrieremæssige resultater - for slet ikke at tale om hans samlede undervisningserfaring i timer, som han efterhånden må nærme sig 100.000. Med Hans Jørgen Jensen og hans elever er der tale om en hel bevægelse indenfor musiklivet."

I vores tid ligner få karrierer Hans Jørgen Jensens og historien om den kan inspirere mange i deres daglige liv: Den unge talentfulde nordjyde, som gennem hårdt arbejde og original pædagogik endte som en af verdens mest feterede cellolærere.