DKDM-lektor og tonemester Jesper Andersen er blevet ph.d.

Fem års forskning kulminerede for Jesper Andersen, da han 24. marts 2026 forsvarede sin ph.d.-afhandling ’Music and individuals with hearing impairments’ og efterfølgende fik tildelt graden.

Forskningsprojektet, hvis fulde titel er ’Music and individuals with hearing impairments – Developing and exploring music training, concert experiences and multimodal approaches for users of hearing aids and cochlear implants’, er blevet til i et samarbejde mellem DKDM og Aalborg Universitet og har løbet siden 2020. Projektet har sit ståsted i musik og har haft en bred deltagelse af 500 personer fra hele landet samt en række fagpersoner inden for høreområdet, blandt andet Copenhagen Hearing and Balance Center på Rigshospitalet.

Høretab er et stigende problem i den danske befolkning, og det resulterer i, at de, der er værst ramt, mister adgangen til musik og heraf får en forringet livskvalitet. Det er denne problematik, Jesper Andersen satte sig for at afdække, og gennem projektet har han udviklet metoder til at træne musikopfattelse. Denne træning adskiller sig blandt andet fra andre projekter ved at foregå i eget hjem, når det passer ind i hverdagen. Resultatet af træningen har været, at folk med svære høretab har fået musikken tilbage i deres liv.

Desuden har Jesper Andersen undersøgt koncertoplevelser for folk med svære høretab og fundet veje til at gøre koncertoplevelser mere inkluderende. Dette indbefatter anbefalinger til tilrettelæggelse og udførelse af koncerter – rytmisk såvel som klassisk. Projektet har i denne del har påvist på, at mennesker med svære høretab godt kan nyde klassisk musik, til trods for tidligere forskning, der har vist det modsatte.

Med sin faglighed som tonemester har Jesper Andersen været i en særlig position til at kombinere kunstnerisk, musikalsk arbejde med traditionel forskning. Projektets udgangspunkt har været DKDM’s forsknings- og udviklingsarbejde samt teknologier til Distance Learning, hvor der har arbejdet på optimal lyd gennem svære vilkår. Herfra opstod Jesper Andersens interesse for opfattelse af musik gennem høreapparater og cochlear implants.

Det var en glad, stolt og lettet Jesper Andersen, der efter et flot forsvar i går, den 24. marts 2026, kunne åbne en velfortjent LimfjordsPorter og sænke skuldrene: ”Det er vidunderligt at have været forløbet igennem, og nu glæder jeg mig til at arbejde videre med forskningsarbejde på DKDM – men også til at få mit træningsprogram til at leve videre til gavn for alle med svære høretab,” udtaler Jesper Andersen.

”At Jesper Andersen har opnået sin ph.d.-grad er en stor, personlig præstation for ham, og samtidig en stor glæde for DKDM. Hans forskning er ikke alene med til at styrke vores videngrundlag og udvikling som institution – den yder et samfundsmæssigt vigtigt bidrag til udviklingen af et inkluderende musikmiljø," udtaler rektor Helene Gjerris.

 

Læs mere

Se optagelsen af Jesper Andersens ph.d-forsvar
Læs afhandlingen 'Music and individuals with hearing impairments'
Læs mere om Jesper Andersens forskningsprojekt
Læs artiklen 'DKDM udbyder musiktræning for folk med høretab'