Fem institutioner og ét fælles mål: From vision to impact
Global Conservatoire er et ambitiøst, internationalt samarbejde mellem fem førende musikkonservatorier: Royal College of Music i London, Manhattan School of Music i New York, mdw – Universität für Musik und darstellende Kunst i Wien, Conservatorium van Amsterdam samt Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.
Nytænkende uddannelse og styrke i forskellighed
De fem konservatorier i Global Conservatoire deler en fælles vision om at udvikle og nytænke musikuddannelser gennem tæt samarbejde. Udgangspunktet er en fælles forståelse for, at forskellighed er en styrke. Institutionernes forskellige kunstneriske traditioner, pædagogiske profiler og organisatoriske rammer bliver bragt i spil i et udvidet læringsfællesskab, som giver de studerende adgang til et bredere og mere mangfoldigt kursusudbud baseret hver institutions særlige ekspertise.
Samarbejdet er organiseret som et globalt, digitalt læringsfællesskab, hvor studerende på tværs af institutioner og lande mødes. I løbet af de seneste fem år har studerende fra mere end 80 nationer deltaget i Global Conservatoire-kurser, hvilket har bidraget til oplevelsen af, at vi betragter os selv som en global landsby, hvor nære fællesskaber opstår på tværs af kulturelle forskelle – med kunst og kreativitet som samlende omdrejningspunkt.
Denne måde at samarbejde på blev markeret ved femårsjubilæet i april 2026 i København, hvor ledelser, undervisere, teknikere, digitale læringskonsulenter, administrative medarbejdere og studerende fra alle fem konservatorier deltog. Jubilæet satte fokus på et samarbejde, der i praksis har vist, hvordan internationale partnerskaber kan fungere, når de bæres af tillid, fælles ansvar og et tydeligt fokus på at give studerende adgang til højspecialiserede fagmiljøer på tværs af institutionerne.
De studerende i centrum
For de studerende skal Global Conservatoire give adgang til undervisning, netværk og perspektiver, som rækker langt ud over hjeminstitutionens rammer. Gennem onlinekurser kan de følge specialiserede forløb med undervisere fra hele verden, samtidig med at de passer deres daglige studier, øvning, koncerter og øvrige forpligtelser.
Jubilæumsmødet i København markerede første gang, hvor studerende fra alle fem konservatorier mødtes fysisk. De studerende havde kvalificeret sig ved at deltage i kurset Tradition with a Twist om Carl Nielsens instrumentale værker med underviser Søren Schauser samt masterclasses inden for Nielsen-repertoiret.
Ugen i København bød på fysiske masterclasses, besøg på Det Kongelige Bibliotek og en afsluttende Nielsen-koncert. Besøget blev et bevis på, at Global Conservatoire ikke kun er et digitalt tilbud – men et levende fællesskab, hvor internationale relationer, faglig fordybelse og kunstnerisk udvikling forenes.
Et fælles fokus og en fælles fremtid
Efter fem år er Global Conservatoire trådt ind i en ny fase som en integreret del af de fem institutioners strategiske udvikling. Med fælles fokus på kvalitet og engagement arbejder partnerne målrettet frem mod 2030.
Ambitionen er fortsat at styrke de studerendes kunstneriske og professionelle muligheder i et globalt fællesskab allerede under studiet. ”Det afgørende for os er, at samarbejdet skaber konkrete muligheder for de studerende – fagligt, kunstnerisk og professionelt – allerede mens de er under uddannelse,” udtaler Marianne Løkke Jakobsen, leder af Global Engagement på DKDM.
Ledelserne har udtrykt et fælles ønske om at styrke et internationalt fællesskab, der fremmer kunsten som en synlig kraft i en usikker verden samt en tydelig vilje til at forpligte sig til idéen om Global Conservatoire som et center for vidensdeling og fælles udvikling.
Samarbejdet viser, at når ambitionerne deles, kan internationale partnerskaber skabe reel værdi dér, hvor det betyder mest: Hos de studerende.