Komponiststuderende Albert Laubel vinder pris ved CUE 2025

CUE – Aarhus Filmkomponistkonkurrence er en konkurrence uden sammenligning i Nordeuropa, hvor komponister fra hele landet inviteres til at bidrage med et stykke original filmmusik.

I 2025 skulle der komponeres til et uddrag fra den kommende, danske spillefilm ’Børnene fra Sølvgade 2'. Det eneste krav til kompositionen var, at musikken skulle skrives til instrumenterne i et symfoniorkester.

I alt deltog 50 komponister, hvoraf seks blev udvalgt til finalen og fik opført deres værk af Århus Symfoniorkester ved en flot finalekoncert i november 2025. Op til koncerten fik komponisterne mulighed for at finpudse deres partiturer, og de tre dage inden gik med prøver med symfoniorkestret og dirigent Christian Schumann.

Med sine 23 år var Albert Laubel den yngste deltagende komponist, og han beskriver, at det var med en vis ærefrygt, at han deltog på højde med sine ældre og mere erfarne kolleger. Det til trods var forløbet præget af god stemning og en masse skønne folk.

I juryen sad Thomas Volmer Schultz og Halfdan E, filmkonsulent Stefan Frost og Musikchefen fra Aarhus Symfoniorkester. 1. pris samt publikumspris gik til Kent Søgaard, 3. prisen gik til Lasse Elkjær, og Albert Laubel fik 2. prisen og en dertilhørende præmie på 25.000 kr., som han påtænker at investere i sin videre uddannelse. 

“Det er et kæmpe privilegie at få sin musik opført at Aarhus Symfoniorkester. Og det er derudover enormt overvældende at være i finalen med sådan en flok erfarne komponister. Sådan en pris giver et kæmpe boost til, når jeg nogle gange sidder og komponerer og godt kan tvivle på mig selv. Med denne overrækkelse kan jeg bruge mere tid og fokus på at skrive musik til lærred. Det er jeg utroligt taknemmelig for,” siger Albert Laubel.

Albert Laubel har sin daglige gang på DKDM, hvor han læser på tredje år af sin bachelor og har modtaget undervisning af Bent Sørensen, Rune Glerup og Jeppe Just Christensen. I kompositionen til CUE 2025 har han blandt andet kunnet trække på de kompetencer, han har oparbejdet fra undervisningen i instrumentationslære.

Jeppe Just Christensen, studielektor ved DKDM, udtaler: "Det er utroligt flot, at Albert Laubel har fået en så fin pris ved filmmusikkonkurrencen i Århus. Albert arbejder meget med filmmusik, så det er et kæmpe klap på skulderen. Det giver ham også muligheder i hans fremtidige arbejde inden for genren og en masse erfaring i hans arbejde med symfonisk filmmusik".

Albert Laubel (f. 2002, Danmark) er under uddannelse i komposition på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Siden han var barn, har han beskæftiget sig med musik og dramatik ved at spille klaver og optræde i musicals. I dag beskæftiger han sig blandt andet med musik til film, teater, dokumentar, serier og ikke mindst til koncerter i Konservatoriets Koncertsal. Senest har han komponeret musik til kortfilmene ’Hanrej’ (2025), ’Sortie’ (2025), ’Bertil er stoppet til håndbold’ (2025) og ’New Men’ (2024).

Læs mere om Albert Laubel

Læs mere om CUE – Aarhus Filmkomponistkonkurrence