Kongelig prisuddeling på en særlig scene

Den 5. juni modtog Den Danske Strygekvartet Léonie Sonnings Musikpris 2025 i Konservatoriets Koncertsal til en smuk priskoncert, som var kulminationen på den koncertrække, kvartetten har sammensat i forbindelse med modtagelsen af den fornemme pris.

Koncertrækken har budt på fire Guldkoncerter som hyldest til den traditionelle kammerkoncert, en musikdramatisk forestilling med skuespiller Lars Mikkelsen samt en helt dags hyldest til nordisk folkemusik på Refshaleøen. Torsdag aften blev Den Danske Strygekvartet (DSQ) akkompagneret af DR Symfoniorkestret og DR Pigekoret til den stort anlagte priskoncert, arrangeret af Léonie Sonnings Musikpris.

H.M. Kong Frederik overrakte prisen med ordene “Léonie Sonnings Musikpris 2025 tildeles med 1.000.000 kroner Den Danske Strygekvartet (…). Foruden at være fire fremragende instrumentalister er Den Danske Strygekvartet et enestående musikalsk kollektiv. Klassisk kammermusik, helt ny kompositionsmusik og nordisk folkemusik indgår på lige fod i kvartettens repertoire, og spillestilen er præget af både stor autoritet og følsomhed. Med dette dybt personlige kunstneriske udgangspunkt inspirerer Den Danske Strygekvartet andre musikere og frisætter musikalsk energi hævet over genrer”. 

En stor ære for DSQ 

”Det er en kolossal ære for os at modtage prisen. Vi var målløse, da vi hørte, at vi ville modtage den – og vi er på en måde stadig målløse. Listen over tidligere prismodtagere er ærefrygtindgydende: Store dirigenter, komponister og musikere. Det er en stor ære at blive optaget på denne liste – endda som det første ensemble nogensinde!” udtaler Asbjørn Nørgaard, bratschist i DSQ.

En scene med særlig betydning

Valget af scene til priskoncerten var ikke tilfældigt. Konservatoriets Koncertsal har spillet en stor rolle for DSQ, som her havde deres første store gennembrud som kvartet til DR’s kammermusikkonkurrence i 2004 – og siden har brugt scenen til både indspilninger og et lang række koncerter. Efter deres eget udsagn passer salen perfekt til deres format: Hvor andre større sale er skabt til symfoniske værker, er Konservatoriets Koncertsal idéel til en strygekvartet, fordi et lille ensemble her kan lyde stort og intenst. 

”At vi kunne modtage prisen på vores musikalske hjemmebane i Konservatoriets Koncertsal føles som en fuldendt cirkel og gjorde det kun endnu mere særligt. Det føltes som at invitere publikum ind i vores dagligstue – at dele musikken og bagefter en masse øl,” udtaler Asbjørn Nørgaard.

De fire musikere i DSQ har desuden en særlig tilknytning til DKDM – de fandt sammen i løbet af deres studietid på konservatoriet, og tre af dem har i en årrække været tilknyttet som højt værdsatte undervisere.

Stort tillykke

Der var en særlig stemning til den smukt planlagte og gennemførte koncert, og den musikalske rejse DSQ tog publikum på, understregede til fulde berettigelsen af prismodtagelsen. Der skal lyde et stort tillykke med prisen fra DKDM.

 

Her kan du læse DR’s beskrivelse af koncerten

Her kan du læse mere om Sonnings Musikpris og begrundelserne bag tildelingen af prisen til DSQ

 

Foto: Agnete Schlichtkrull