Bachs fugakunst

Pædagogisk udviklingsprojekt (PUV) af Thorkil Mølle

Bachs fugakunst – en studie- og lærebog i senbarokkens instrumentale kontrapunkt

Satslære-håndværket er som mesterlære omfattet af en betydelig usynlig viden. De fleste bliver undervist af en læremester uden brug af mange eksterne kilder udover de overleverede partiturer og en håndfuld fotokopier. Konservatorierne i Danmark har en lang tradition for at vægte den musikalske satslære højt, og som følge heraf har den højeste ekspertise i praktisk satslære længe været samlet på konservatorierne.

Mit projekt skal munde ud i en moderne studie- og lærebog tiltænkt undervisere og studerende på de højere læreanstalter. En specifik målgruppe er konservatoriets orgelstuderende, som i generationer er blevet skolet i Bachkontrapunkt og fugaskrivning efter en særlig dansk tradition. 

Bogens hensigt er at opfylde en række formål herunder studier og læring med henblik på at opnå både akademisk, analytisk, kunstnerisk/musikalsk og håndværksmæssig viden og færdigheder på det konkrete felt (Bachkontrapunkt) men også på sigt at kunne overføre de erhvervede kundskaber, redskaber, metoder osv. til andre satstyper. Materialet vil som noget nyt inddrage nodeprogrammer som et værktøj i både den praktisk-pædagogiske og i den musisk-kreative proces.

Thorkil Mølle 2021