Transformation af J.S. Bachs cellosuiter, del 1

PUV
af Toke Møldrup

Suite I, II og III som kompendium med grundmelodi og generalbas (samt enkel klaverstemme)

I marts 2022 afleverede Christian Westergaard og jeg vores fælles KUV-projekt Fra specialisering til almen praksis - Historically informed performance practise i moderne instrumentalpraksis ved et koncertforedrag på Studiescenen. Under arbejdet med projektet har vi begge oplevet hvordan interessante tråde til senere efterfølgelse har udsprunget af det. Trådene udgør efterhånden et decideret garnnøgle, hvor der er stof nok til mange interessante projekter.

Øverst i bunken af pædagogiske spin offs ligger dog projekt-idéen om en komplet udgave af Bachs suiter transformeret. Beskrivelsen af værktøjet Transformation, som jeg har valgt at kalde det, har været en af mine hovedopgaver i mit KUV-projekt. Transformation bruges til at trænge dybere ind i forståelsen af musikkens skelet, og denne brug af værktøjet har efterladt sig et ”før” og et ”efter” i min egen praksis. Hvor jeg før i høj grad havde en konventionel, nodetro forståelse af værkerne - bundet i en ”vandret”, melodisk læsning, har jeg nu i højere grad en ”lodret” forståelse, der adskiller lagene generalbas og grundmelodi, samt Bachs ornamentering af grundmelodien.

Kompendiet - dette PUV-projekt - er tænkt som et praktisk undervisningsværktøj i min egen praksis såvel som i andres. Jeg forestiller mig, at en komplet udgave af Bachs suiter transformeret - altså som nyt partitur med grundmelodi og generalbas (med enkelt noteret klaverakkompagnement) samt forslag til inkorporering af disse i en ny cellostemme - vil kunne være til støtte i indlæring og grundlag for stilistisk forståelse af værkerne for cellostuderende og kolleger overalt.