Bine Bryndorf modtager The Medal of the Royal College of Organists

Medaljen tildeles for hendes fremragende præstationer inden for orgelspil og undervisning.

Bine Bryndorf, som til daglig arbejder som domorganist i Roskilde Domkirke og desuden som underviser på DKDM og Royal Academy of Music i London, har modtaget en af de fineste internationale anerkendelser for organister – The Medal of the Royal College of Organists.

Anerkendelsen kommer fra The Royal College of Organists (RCO), som hvert år uddeler tre ærespriser til en organist, en korleder og en komponist. Det sker kun sjældent, at udenlandske musikere modtager medaljen, og tidligere er den kun givet til to skandinaviske organister – Hans Fagius og Jon Lauvik – og nu også Bine Bryndorf.

Hun har selv kendt til nyheden siden november, men har måttet holde det hemmeligt i flere måneder, indtil RCO selv offentliggjorde det. Medaljerne blev overrakt ved en ceremoni i Southwark Cathedral i London, under overværelse fra Domkirkens administration.

”Det er en stor ære og en stor glæde for mig at få den anerkendelse, som RCO-medaljen er. Orgelspil og undervisning er hjerteblod for mig og har været det, siden jeg begyndte at spille orgel som 12-årig og siden blev ansat som min professors assistent i Wien i en alder af 22. Også i dag som domorganist i Roskilde forbinder jeg stadig orgelspil og undervisning, idet jeg stadig underviser dels som professor i London, dels som underviser på DKDM,” udtaler Bine Bryndorf.

Læs mere om Bine Bryndorf

Læs mere om medaljen og The Royal College of Organists