Kongeligt besøg til koncert med DKDM’s Symfoniorkester
I går havde vi besøg af vores protektor Dronningen, da hun deltog i koncert med DKDM’s Symfoniorkester, DKDM-solister og dirigentstuderende.
Forud for koncerten blev Dronningen vist rundt på konservatoriet af bestyrelsesleder Kim Bohr, prorektor Torben Puggaard og administrationschef Carsten Ruby – med rektor Helene Gjerris som guide. Her så de udvalgte koncertsale, studier, øvefaciliteter med fokus på de studerendes uddannelse og arkitekturen. Turen sluttede i Kongelogen, hvor Dronningen tog plads, og Helene Gjerris bød velkommen, før koncerten gik i gang.
På programmet var Haydns Cellokoncert nr. 2 i D-dur og Sjostakovitjs Symfoni nr. 1 med cellosolisterne Olga Chwaszczewska, Oscar Friis-Hansen og Arthur Daems samt dirigentstuderende Leon Reimer, Ondrej Soukup, Chen-Hao Chiang og Korbinian Krol. Koncerten var en såkaldt orkesterskolekoncert, som vi afholder fem gange årligt som en del af de studerendes uddannelse.
Vi er meget beærede over besøget og glade for den store interesse, Dronningen viste for både vores institution og koncerten.
Foto: Britt Lindemann