Nordiske tendenser i musikpædagogikken

Musikpædagogisk Konference 2024 samler nordens dygtige og engagerede musikpædagoger til en dag med masser af inspiration, faglig fordybelse og fagspecifikke netværksmøder.

Torsdag den 3. januar 2024 åbner vi endnu engang dørene til Koncertsalen og Musikpædagogisk Konference. Det er håbet, at konferencen vil tiltrække professionelle, der arbejder med musikpædagogik i alle afskygninger.

Deltagerne på årets konference kan se frem til et fuldt program med oplæg og workshops om bl.a. rekruttering, orkestermetodik, musik med hele kroppen, stemmer og samsang og der vil blive stillet skarpt på emner som diversitet, bias, musikalsk skaben og bære- og væredygtighed i musikundervisningen.

”Vi er meget glade for igen i år at kunne præsentere et flot program til Musikpædagogisk Konference, som i år har det nordiske tema”, udtaler rektor Niels Rosing-Schow. ”Det er både væsentligt og naturligt for konservatoriet på denne måde at være en del af det musikpædagogiske miljø. Og derfor lægger vi vægt på i samarbejde med RMC og musikskolerne at skabe en konference, som musikpædagoger, -lærere og -ledere har lyst til at være en del af og bakke op om”, siger han.

Norden på programmet

Konferencen er arrangeret af Rytmisk Musikkonservatorium og DKDM og i år kigger programmet ud over landets grænser:

”Vi har med dette års konference valgt at fokusere på de nordiske tendenser i det musikpædagogiske arbejde”, fortæller Kirsten Juhl Seidenfaden, som er medarrangør og projektleder på konferencen. ”Vi har et rigtig godt samarbejde med vores nordiske kolleger på musikskolerne. Vi arbejder jo inden for det samme faglige felt og derfor syntes vi, at det var spændende at lade os inspirere af hinanden og måske få nogle andre og nye perspektiver på konkrete praksisser og indsatsområder”, fortæller hun.

På konferencen vil man således møde oplægsholdere og workshopfacilitatorer fra Musikhögskolan Ingesund, Musikhögskolen Stockholm, Musikbevægelsen, RMC og DKDM. Og så er der lavet en smule om på konceptet, fortæller Kirsten Juul Seidenfaden:

”Programmet har i år med mere fokus på workshops end de tidligere år, og deltagerne vil få mulighed for at dykke ned i emner, der relaterer sig ind i egen praksis. Alle deltagerne kan vælge 1-2 workshops efter eget ønske. Og så introducerer vi som noget nyt et fagspecifikt netværksmøde, hvor der er tid til at tale ind i egne praksisser kollegialt på tværs af musikskolerne og andre institutioner”.

Tilmelding inden 10. december

Hvis du endnu ikke har tilmeldt dig konferencen kan det nås endnu. Den 10. december er deadline for tilmelding. Du kan læse mere om konferencen, se program og beskrivelser af workshops her.

Musikpædagogisk Konference er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal som en del af MusiPæd.