Søren Christian Vestergaard ny orgelprofessor MSO på DKDM

DKDM ansætter pr. 1. september 2025 organist og kantor Søren Christian Vestergaard i stillingen som professor MSO i orgel og faggruppeleder for kirkemusik og consort.

Søren Christian Vestergaard har undervist på DKDM siden 2002 og har haft en lang karriere som solist på internationalt niveau.

Som organist, kantor og dirigent i Trinitatis Kirke har Søren Christian Vestergaard i en årrække stået i spidsen for store koncertprojekter og været en drivende kraft i forhold til kirkens unikke musikprofil.

”Søren Christian Vestergaard er en stor kapacitet - både kunstnerisk, pædagogisk og administrativt – og som projektskaber. Vi ser frem til samarbejdet med ham og glæder os til, at han sammen med det stærke team af undervisere i kirkemusikfaggruppen skal fortsætte udviklingen af uddannelserne og styrke DKDM’s forbindelse til det professionelle musikliv,” udtaler Helene Gjerris.